Sådan fjerner du mos mellem fliser

Sådan fjerner du mos mellem fliser

Danske boligejere har ofte store udfordringer med mos i fugerne mellem fliserne. Det er typisk ikke særlig kønt, og kan samtidig gøre fliserne glatte og farlige at færdes på. Det kan være meget svært at holde mos nede, og har det først fået godt fat, kan det ligeledes være svært at slippe af med.

Mange bruger en ukrudtsbrænder til at slippe af med ukrudt og mos på fliser. På grundt af brandfaren og den høje Co2 udledning forbundet med denne metode, er det ikke noget vi anbefaler. Til gengæld er et godt tip at bruge et kosteskaft med et bukket søm i enden. Sømmet er effektivt til fjernelse af mos mellem fliser. Det er både billigt og meget nemt at benytte sig af.

Det er dog ofte at man oplever mos og grønne fliser sammen, og ofte er flisepest også et problem for mange. Det skyldes, at både mos og grønalger trives rigtig godt i fugtige omgivelser. Er dine fliser ramt af andet end mos, kan den bedste løsning være en komplet fliserens. I de fleste tilfælde får du nemlig også det meste ukrudt og mos med, når du renser fliserne med en patio-cleaner. Når du renser fliserne, skal du gøre følgende:

Trin 1: Ryd arealet. Det er vigtigt, at du får fjernet møbler og krukker fra arealet inden du går i gang. Det er både for at du bedre kan komme til, men også for at møbler og krukker ikke bliver beskidt af rensen, som godt kan sprøjte lidt.

Trin 2: Fej arealet så det er frit for jord, sten, blade og lignende. Det gør det nemmere at rense arealet.

Trin 3: Når arealet er ryddet og fejet, kan du gå i gang med at rense arealet med en patio-cleaner. Brug en model der er så stor som muligt, for at få det bedste resultat. Er der meget mos mellem fliserne, kan det være nødvendigt at rense nogen områder flere gange. Sørg for at skyl arealet løbende, mens du renser, for at du tydeligt kan se, hvad du mangler, og hvad du evt. har misset. Patio-cleaneren skulle kunne fjerne mos fra fliserne, men er der noget mellem fliserne, som den ikke får med, bliver du nød til at fjerne det manuelt.

Trin 4: Når arealet er helt fri for mos og alger, kan du sprøjte algemiddel på fliserne. Du kan fx bruge Neutralon, som er 100% bio-nedbrydeligt. Algemiddel bliver af nogen også kaldt for mos-fjerner, fordi det effektivt dræber mos fra alle overflader. Samtidig virker det også mod alger og flisepest. Patio-cleaneren fjerner typisk det hele, men det er nødvendigt med en efterfølgende algebehandling for at komme i bund og dræbe de sidste alger og rødder.

Trin 5: Efter du er færdig med at algebehandle skal fliserne imprægneres. Imprægnering fordeles på terrassen med en tryksprøjte. Det er vigtigt at fliserne er helt tørre inden, da imprægneringen ellers ikke beskytter optimalt. Vi anbefaler at du bruger en kvalitetsimprægnering, som kan købes i diverse byggemarkeder, samt at du følger vejledningen på imprægneringen grundigt.

Trin 6: Når imprægneringen er helt tør, kan det være en rigtig god idé at feje sand ud på fliserne. Det  stabiliserer belægningen, og begrænser fornyet vækst af mos og ukrudt mellem fliserne.

 

Hvorfor er mos så stort et problem for mange?

I Danmark har vi generelt et meget fugtigt klima. Faktisk oplever vi i gennemsnit 179 regnvejrsdage om året, hvilket betyder at fliser landet over, er våde eller fugtige en rigtig stor del af tiden. De fugtige forhold gør, at det er meget svært at holde alger, flisepest og mos tilbage. Skyggedækkede fliser tager længere tid om at tørre, og vil derfor ofte være hårdere ramt af mos og alger. Derfor vil fliser, der er dækket af halvtag, typisk heller ikke være lige så hårdt ramt, da de er beskyttet mod regn.

Er det bedre at få gjort professionelt?

Der kan være mange ting at overveje, inden man går i gang med at rense fliserne selv. Det er typisk muligt at spare lidt penge, i forhold til at få det gjort professionelt. Til gengæld er det hårdt arbejde, og kan sagtens tage lang tid. Ejer man ikke en Patio-cleaner er det ligeledes en omkostning man bør have med i regnestykket, ligesom dette også er tilfældet med algerens og imprægnering. Derudover må man forvente, at resultatet aldrig bliver lige så godt som ved en professionel rensning. Vi anvender udstyr i højeste kvalitet, der sikrer at vi får alle alger og mos med. Derudover er vores ekspertise og erfaring på området med til at sikre det bedst mulige resultat. For rigtig mange kan det bedre betale sig at få det gjort professionelt helt til at starte med i stedet for at gå i gang selv.

Hvordan undgår du at mos og alger kommer igen?

Det er, som nævnt tidligere, afgørende for mos og algers levevilkår, at det er fugtigt. Derfor kan der være stor fordel ved at fjerne bevoksning der skygger for solen, eller evt. overdække terrassen så den ikke udsættes for regn. Det er ikke altid muligt, og der er da også andet man kan gøre. Først og fremmest kan en algebehandling en gang om året være en rigtig god måde at holde ny algevækst og mos nede. Ved at algebehandle løbende, kan man i mange tilfælde slippe for at skulle rense fliserne igen, hvilket er det der tager længst tid, og er det hårdeste arbejde. Derudover er det vigtigt at man bruger imprægnering af høj kvalitet, da det er imprægneringen der er med til at beskytte fliserne fremover. Sidst men ikke mindst, vil vi anbefale at tage alle problemerne i opløbet. Får alger og mos først rigtig godt fat igen, er det betydeligt sværere at slippe af med dem.

Vi håber denne guide kan hjælpe dig i gang, med at slippe af med mos mellem fliserne. Skulle du have nogen spørgsmål er du velkommen til at kontakte os. Vi sidder altid klar til at svare på dine spørgsmål.



Luk popup Åben popup
  • Skal vi tage en uforpligtende snak?

    Ja tak!